FERIELUKKET I UGE 29-30
LEVERING I HELE EU
14 DAGES FULD RETURRET
FRAGT OP TIL 20 KG FRA 28 KR

SUPPORT RING

(+45) 86 99 73 14

PLADEVIBRATOR

Skal du lægge fliser til en ny terrasse eller lave indkørsel? Så får du brug for en pladevibrator til at stampe og sikre underlaget, så det ikke skrider og bliver ujævnt med tiden. Hos RC Holm forhandler vi både diesel- og benzindrevne pladevibratorer fra firmaerne Bernards og Masalta i høj kvalitet. Find den maskine, der passer bedst til netop dit behov, her på siden og kontakt os på telefon +45 86 99 73 14 for at høre mere.

Pladevibrator – vælg den rette størrelse

En pladevibrator er en maskine, som ved hjælp af vibrationer komprimerer og stamper det jord- og sandlag, som danner grundlag for eksempelvis flisebelægning. Når du stamper jorden med en pladevibrator, inden du lægger fliser, laver indkørsel etc., sikrer du en stabil belægning med høj bæreevne, så underlaget ikke synker sammen eller skrider ved høj belastning.

En pladevibrator eller en stamper, som den også bliver kaldt, er en enormt effektiv maskine, som rent teknisk består af ganske få dele: en motor, en bundplade, en vibrationsenhed og et koblingssystem, som forbinder motor og bundplade.

Som med alle andre havemaskiner er det vigtigt at vælge en model, der opfylder dit behov. Der er eksempelvis stor forskel på at stampe et underlag til flisebelægning i haven og til asfalt på en større vej – og ingen grund til at investere i en stor og dyr pladevibrator, hvis du fortrinsvis skal bruge den til mindre gør-det-selv-projekter i hjemmet.

Mindre pladevibratorer er udstyret med det, som i fagtermer kaldes en fremadgående plade, og bevæger sig kun langsomt fremad. Større pladevibratorer med en vægt på over 150 kg til professionel brug er næsten altid udstyret med en gearkasse, så de kan bevæge sig både fremad og baglæns. Andre modeller kommer med en vandtank og er derfor velegnede til mindre reparationer af asfalt, da vandet modvirker, at asfalten sætter sig fast på bundpladen.

Jo tungere trafik, underlaget skal kunne bære, jo kraftigere pladevibrator skal du bruge. En pladevibrator med en slagstyrke på 1000 kg giver en kompressionsdybde på ca. 10 cm, hvilket vil sige, at du kan komprimere ca. 10 cm jord og sand med en maskine på den størrelse.

Til vej og parkeringsarealer bruger entreprenører typisk en pladevibrator på 5-600 kg; til privat brug kan man dog klare sig med langt mindre, da der ikke er de samme restriktive krav til underlaget.

Har du brug for vejledning til, hvilken pladevibrator du bør vælge, er du altid velkommen til at kontakte os på telefon +45 86 99 73 14 i tidsrummet 09.00 til 15.00.

Sikkerhed i forbindelse med brug af pladevibrator

Når du arbejder med en pladevibrator, er der en række ting, du skal være opmærksom på.

Det er først og fremmest vigtigt, at du husker at bære høreværn, når stamperen er tændt, da alle pladevibratorer støjer over den tilladte værdi og i værste fald kan give varige høreskader. Bruger du pladevibratoren indendørs, bør du desuden være opmærksom på at lufte ud løbende.

Derudover må du maksimalt bruge pladevibratoren i to timer ad gangen. Det skyldes, at du ved længere tids brug kan udvikle tilstanden “hvide fingre”, som er kendetegnet ved kolde og blege fingre samt nedsat bevægelighed i fingrene. Hold rigeligt med pauser undervejs og opdel hellere arbejdet i små etaper frem for at tage det hele på én gang.

Motoren bliver meget varm, når pladevibratoren er tændt. Derfor er det vigtigt, at du ikke rører ved denne under og efter brug. De fleste pladevibratorer er udstyret med et løftehåndtag, som gør det nemmere at løfte og flytte maskinen fra A til B. Husk at holde hovedet højt og ryggen rank, når du løfter, så du undgår at pådrage dig en rygskade.

Vedligeholdelse af pladevibrator

Der vil naturligt være en del støv, når du stamper jord og sand, hvorfor en pladevibrator kræver en del vedligeholdelse. Det er blandt andet vigtigt at gøre den ren efter brug samt rense motorens luftfilter for skidt og snavs med jævnlige mellemrum. Desuden bør du efterse bundpladen jævnligt og rengøre den efter behov – hvis du vibrerer asfalt, kan det sætte sig fast og bremse maskineriet.

Husk også at kontrollere, at alt er fastspændt korrekt, inden du starter pladevibratoren – vibrationerne fra maskinen kan nemlig ryste dele på pladevibratoren løs.

Sidst men ikke mindst er det vigtigt at opbevare pladevibratoren korrekt, så du har glæde af den længst muligt. Skal du for eksempel ikke bruge den i vinterhalvåret, bør du fjerne sand, snavs og småsten fra bundpladen samt rense eller udskifte luftfilteret, inden du gemmer den væk. Opbevar maskinen et tørt sted og sørg for at tildække både motoren og bundpladen.

Læs mere..
Ingen produkter i kurven